DSMMR

Dansk Selskab for Medicinsk Magnetisk Resonans

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Slap med skrækken!

Udskriv PDF

I januar skete der et alvorligt MR-relateret uheld på Hvidovre Hospital. Noget større udstyr skulle flyttes fra lokalet, der huser MR-afdelingens eksperimentelle 4.7T skanner. Opgaven krævede brug af palleløfter med passende sikkerhedsafstand til magneten. Denne var kendt, og proceduren var prøvet tidligere. Sikkerhedsmæssige forhold og MR-afdelingens kontrolskema med eksempler på problematiske genstande (herunder palleløftere) var umiddelbart forinden gennemgået med flyttefolkene og underskrevet af disse. Under den fortsatte instruktion forlod en flyttemand imidlertid gruppen uset, og gik i gang på egen hånd. Han valgte at køre palleløfteren ind foran magneten for at vende den - BANG! 65 kg jern var fløjet op i hoftehøjde, og sad nu urokkeligt fast på magneten med et træk på ca. 400 kg. Lykkeligvis kom ingen i klemme.

To muligheder blev overvejet: En mekanisk fjernelse af palleløfteren eller en rampning af magnetfeltet. Rampning var farbar men ikke uden risiko for quench. Den mekaniske fjernelse ville i værste fald kræve et træk på 600kg. Det relativt begrænsede træk skyldes at denne eksperimentelle skanner ikke er skærmet, så feltgradienten på palleløfterens position var ikke mere end 1T/m. Efter grundig planlægning med hjælp fra professionelle, blev mekanisk fjernelse af palleløfteren gennemført. Ved hjælp af et spil og luftpuder frigjordes palleløfteren gradvist af magnetfeltet. Skanneren tog ikke skade af hændelsen, hvilket havde været nærmest utænkeligt for en human helkropsskanner.

Hændelsen kunne have været fatal, og giver anledning til overvejelser: Selv grundigt instruerede personer, der øjensynlig har forstået budskabet, vil ikke nødvendigvis handle derefter. Måske forstås beskeder ikke, eller måske tages de ikke alvorligt nok, så konstant overvågning af udefrakommende er essentielt.